Fra gerningsstedet på Nørrebro, den 21. september 2017
Københavns Byret har fredag idømt et 27-årigt højtstående medlem af LTF 20 års fængsel for at have forsøgt at dræbe to personer og bragt yderligere tre personers liv og førlighed i fare ved et skyderi d. 21 september 2017 på Nørrebro.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Ved skyderiet blev en 31-årig svensk kvinde ramt af skud, ligesom en 34-årig dansk mand blev strejfet af et skud.
Begge befandt sig efter politiets opfattelse tilfældigt i området under skyderiet, og det er de to, som den 27-årige er blevet dømt for at forsøge at slå ihjel.
Derudover blev den 27-årige dømt for at have bragt yderligere tre personers liv og førlighed i fare: De to var under skyderiet på arbejde i hver sin kiosk på Nørrebro, mens den tredje person var på vej ud af den ene kiosk, da skyderiet brød ud.
Der var rejst tiltale for at forsøge at slå denne person ihjel, men retten fandt det ikke bevist, at der var tale om drabsforsøg, og dømte i stedet for med forsæt at have bragt andres liv og førlighed i fare. Endeligt blev der dømt for besiddelse af et ulovligt skydevåben.
Under sagen har anklagemyndigheden også rejst tiltale for at forsøge at slå yderligere en person ihjel. Retten frifandt for dette forhold.
Retten fandt, at skyderiet var sket som led i den bandekonflikt, der på det tidspunkt verserede i København, og retten dømte derfor efter den såkaldte bandeparagraf – straffelovens § 81a.
Efter straffelovens § 81a kan straffen for en forbrydelse forhøjes med indtil det dobbelte, hvis forbrydelsen har relation til en verserende bandekonflikt. Det er første gang siden seneste stramning af straffelovens § 81a, at domstolene har skulle bedømme en sag med så mange forurettede.
Anklager Jens Povlsen udtaler:
”Det er en særdeles grov sag. To personer er blevet forsøgt slået ihjel, og tre personer er blevet udsat for livsfare. Dommen er endnu et eksempel på, hvor alvorligt det er, når man skyder på åben gade og skaber utryghed blandt almindelige borgere. Anklagemyndighedens påstand var livstid, men det har retten ikke imødekommet. Retten har i stedet idømt 20 års fængsel, hvilket afspejler sagens alvor.”