Usædvanligt skibsvrag fundet i strandkanten på Falster


Arkivfoto


Efter nogle dage med hård vind kom et skibsvrag for nylig til syne i strandkanten ved Botø Strand på det sydlige Falster.

Vraget er nu blevet undersøgt af marinearkæologer, og tilsyneladende er der tale om et ganske gammelt skib. Det skriver TV Øst.

Skibsvraget er fire til fem meter bredt og 14 til 20 meter langt. Vraget er usædvanligt, fordi det er intakt og ligger helt inde på kysten.

Det er Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der har stået for at undersøge skibet.

Museet har brug for en tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, før vraget kan undersøges nærmere – og skibets korrekte alder kan fastslås, fortæller museumsinspektør Andreas Kallmeyer.

– Men vores første bud er, at der er tale om et ældre vrag, siger Andreas Kallmeyer Bloch fra Vikingeskibsmuseet til TV Øst.

Han forklarer, at måden, som skibet er bygget på, tyder på, at det er et gammelt skib. Arkæologerne har dog kun undersøgt de øverste planker og kan endnu ikke vurdere skibets nøjagtige alder.

Flere end 400 skibe gik ned langs kysten på Falster i en enkelt storm i 1872, og der er derfor i tidens løb dukket mange vrag op ved Falster.

Arkæologerne, der har undersøgt det nyfundne skib, har dog en formodning om, at vraget er endnu ældre.

Skibsvraget blev fundet af Thomas Poulsen, der er opsynsmand på Det Falsterske Dige. Han har ifølge TV Øst fortalt, at han ofte ser rester af vrag på kysten, men at det er særdeles usædvanligt at finde et helt vrag.

Vikingeskibsmuseet håber at få lov til at udgrave hele skibet inden sommerferien, da forholdene omkring skibet hurtigt kan ændre sig.

/ritzau/