Mand får fem års fængsel for sexoverfald i Svendborg


Arkivfoto


Gennem cirka en måned i maj og juni sidste år blev tilfældige kvinder overfaldet og forulempet seksuelt på gaden i Svendborg.

Mandag har et nævningeting ved Retten i Svendborg straffet en 28-årig mand for to af overgrebene.

Den dømte, Michael Nielsen, er skyldig i en fuldbyrdet voldtægt og et forsøg herpå. Straffen lyder på fængsel i fem år.

Voldtægten fandt sted 14. maj 2017 ved en daginstitution. Ved 03.30-tiden blev en kvinde ifølge anklageskriftet overfaldet bagfra.

Offeret blev truet med kniv og tvunget væk fra gaden, og henne ved institutionen blev hun voldtaget.

Tre nætter senere forsøgte han mellem klokken 02 og 02.45 at voldtage en anden kvinde i Svendborg.

Ifølge anklageskriftet cyklede han efter kvinden og klappede hende flere gange i bagdelen, og over en strækning på 20 meter tog han hende på overkroppen.

På et tidspunkt holdt han en kniv op mod hende og sagde: “Du skal følge mig”.

Det lykkedes dog kvinden at slippe væk ved at springe af sin cykel og løbe fra stedet.

I den efterfølgende måned blev yderligere to kvinder udsat for seksuelle overgreb i Svendborgs gader, og Michael Nielsen var tiltalt for det hele.

Men Retten i Svendborg fandt det ikke bevist, at han også skulle være gerningsmand til endnu et voldtægtsforsøg og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Han blev derfor frifundet for de to forhold.

Den 28-årige mand valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/