Arkivfoto
Ved retten i Roskilde blev en 42-årig mand onsdag den 25. april 2018 idømt 2½ års fængsel for at have låst sig ind i sin bekendtes sommerhus og gemt sig, hvorefter han udsatte hende for vold og truede hende med et haglgevær.
Manden blev dømt efter straffelovens § 244, 266 og 192 a om våben. Episoden skete den 31. december 2017 tidligt om morgenen omkring kl. 05.00
– Jeg er meget tilfreds med, at retten i vid udstrækning var enig med anklagemyndigheden i, at selvom man er jæger og har ret til at besidde haglgevær, så omfatter denne ret ikke situationer, hvor der åbenbart ikke er noget formål. Jeg er endvidere tilfreds med, at retten har tillagt det selvstændig vægt, at der på grov måde er truet med et skarpladt våben, siger Anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestsjællands Politi Andreas Dahl.
Pågældende er fængslet efter dom og udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen.