Kraftige skader hos Kriminalforsorgen efter brand


KØBENHAVN: Natten til onsdag har der været brand i Kriminalforsorgens lokaler på Østerbro. Det kan ikke udelukkes at branden er påsat.

Der har natten til onsdag været kraftig brand i Kriminalforsorgens lokaler på Østerbro i København. Der var ingen personer tilstede i kontorene, men der er sket ganske omfattende skader på bygningen.

Det oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Det er endnu for tidligt at sige noget præcist om årsagerne, men det er muligt, at branden har været påsat, og Kriminalforsorgen er i tæt dialog med politiet, som efterforsker branden.

“Vi ser med stor alvor på denne sag. Heldigvis kom ingen personer til skade,” siger Thorkild Fogde, direktør for kriminalforsorgen.

Kilder på stedet oplyser at der skulle være tale om en påsat brand ved kast af molotowcocktails, hvilket dog ikke er officielt bekræftet.