Arkivfoto
ROSKILDE: Den 19. april 2018 afsagde Retten i Roskilde dom i en sag, hvor to vognmandsvirksomheder og en nu 44-årig mandlig ansat i den ene vognmandsvirksomhed var tiltalt for ulovlig godskørsel.
Den ene vognmandsvirksomhed blev idømt en bøde på 110.000 kr. for at have udført godskørsel for fremmed regning uden tilladelse i perioden fra den 1. januar 2015 til den 8. marts 2016. Samtidig blev 50.000 kr. konfiskeret hos virksomheden svarende til en skønsmæssig fastsættelse af udbyttet ved den ulovlige godskørsel.
Den anden vognmandsvirksomhed blev idømt en bøde på 15.000 kr. for udlån af en godstilladelse.
Den 44-årige ansatte blev idømt en personlig bøde på 105.000 kr. ved som reel vognmand og kørende disponent i den ene virksomhed at have udført godskørsel for fremmed regning uden tilladelse i perioden fra den 1. januar 2015 til den 8. marts 2016.
Retten lagde ved fastsættelse af bødens størrelse vægt på, at overtrædelsen af godskørselsloven var meget alvorlig, og at kørslen efter forklaringerne i retten fremstår organiseret og har omfattet kørsel for et større antal kunder.
Sagen var rejst på baggrund af en vejsidekontrol udført af Tungvognscenter Øst (TCØ) på Køge Bugt Motorvejen den 6. marts 2016 samt efterfølgende efterforskning i sagen.
Under sagen kom det frem, at ejerskabet og konstruktionen omkring de to vognmandsvirksomheder var proforma. Det ene tiltalte vognmandsfirma var efter en konkurs fortsat med at drive vognmandsvirksomhed under et nyt selskabsnavn, men uden godstilladelse, som ikke var opnået formentligt på baggrund af den forudgående konkurs.
– Jeg er godt tilfreds med dommen, der viser, at det ikke kan svare sig at fortsætte med at drive vognmandsvirksomhed, idet man personligt bliver stillet til ansvar for den ulovlige godskørsel, og at fortjenesten konfiskeres, udtaler specialanklager Camilla Meding ved Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ankefristen i sagen udløber 14 dage efter dommen.