105 køretøjer kontrolleret af Politi og Skat


Arkivfoto


DANMARK: 105 køretøjer kontrolleret tirsdag ved stor færdselsaktion ved Halsskov rasteplads.

Tirsdag blev der afholdt Store H-kontrol, som er en landsdækkende færdselsaktion, som Danmarks 3 tungvognscentre afholder sammen med SKAT, Fødevarestyrelsen, Færdselsstyrelsen og Forsvarets Bilinspektion en gang årligt.

Aktionen hedder Store H, fordi motorvejene nord-syd i Jylland og på Sjælland sammen med motorvejen over Fyn danner et H.

Tungvognscenter Øst – Halsskov Rasteplads
Der var færdselskontrol 3 steder i Danmark – Ålborg, Vejle og ved Halsskov rasteplads ved Storebæltsbroen – ved sidstnævnte kontrolsted deltog ca. 50 personer fra Tungvognscenter Øst og de øvrige fire deltagende myndigheder.

Aktionen foregik på den måde, at køretøjer, som vakte politiets interesse ved betalingsanlægget fik et signal fra politiets motorcykelbetjente om, at de skulle følge med til rastepladsen, hvor de forskellige myndigheder stod klar til at tjekke køre-hvile-tid, last og synspapirer.

Politiets mobile bremseprøvestand var også opstillet og klar til at kontrollere, om bremserne på køretøjerne var i orden.

Det var primært tunge køretøjer, der blev tjekket ved dagens aktion, men et par varebiler fangede også politiets interesse og blev tjekket på af SKAT på rastepladsen.

Politiets resultat af færdselsaktionen
Der blev i alt standset 55 tunge køretøjer, heraf var 16 udenlandske tunge køretøjer.

Der er i alt optaget rapport og sket sigtelse i forbindelse med 15 tunge køretøjer, heraf tre udenlandske tunge køretøjer. Den ene af disse sager var en manipulationssag af forureningsbegrænsende udstyr (AdBlue).

Det første køretøj der iøvrigt blev standset på dagen fik inddraget nummerpladerne.

Den mobil bremseprøvestand havde hele dagen et tæt samarbejde med Færdselsstyrelsen og kontrollerede 19 af de i alt 55 kontrollerede køretøjer. Disse fordelte sig på 10 lastbiler og 9 påhængskøretøjer. Af disse køretøjer blev 6 indkaldt til syn, og der blev inddraget ét sæt nummerplader.

Forsvaret kontrolledere egen køretøjer
Politiet assisterede Fødevarestyrelsen og SKAT på den måde, at politiet standsede køretøjer af interesse for dem, som de herefter kontrollerede i bund af egen drift.

Fødevarestyrelsen kontrolledere 13 køretøjer, mens SKAT kontrollerede 20 køretøjer, mens Forsvarets Bilinspektion kontrollerede 30 køretøjer. Disse køretøjer, indregistreret til forsvaret, foretog de egenhændig kontrol af.