Betjent måtte springe for livet under biljagt i Odense


Arkivfoto

Det gik vildt for sig i Odenses indre gader natten til tirsdag.

En 30-årig mand, der både var påvirket af narkotika og spiritus, forsøgte at køre væk fra politiet. Biljagten, der varede fra 00.17 til 00.24, fik dog en brat ende, da manden kørte ind i en lygtepæl.

Undervejs påkørte han to politibiler, og en politibetjent måtte springe for livet under et forsøg på at stoppe bilen, oplyser Fyns Politi.

Det hele startede på Thomas B. Thriges Gade. Her fik en patruljevogn øje på manden, der kørte i en Volkswagen.

Politiet mistænkte manden for at være påvirket og forsøgte at stoppe bilen.

Men den 30-årige stak af, og dermed begyndte biljagten gennem byens gader.

På et tidspunkt påkørte han en politibil på Jarlsberggade. Han fortsatte ad Edisonsvej og Tolderlundsvej, inden biljagten endte meget pludseligt, da manden kørte ind i en lygtepæl i krydset mellem Rugaardsvej og Fjordgade.

Det viste sig, at manden kørte uden kørekort.

– Det var måske årsagen til, han ikke ville snakke med os, siger vagtchef Thomas Bentsen.

Manden blev efterfølgende anholdt og vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Han er blandt andet sigtet for vold mod tjenestemænd efter påkørslerne af de to politibiler.

Derudover er han sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand i forbindelse med betjenten, der måtte springe for sit liv, og adskillige overtrædelser af færdselsloven, deriblandt spirituskørsel.

/ritzau/