Færdig som vanvidsbilist: Nu sælges omtalt Lamborghini Huracán Spyder


Anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi sætter punktum i en meget omtalt sag om vanvidskørsel.

Kørslen resulterede i, at en Lamborghini blev konfiskeret.

Bilen sælges nu på auktion, det sker den 4. marts 2024.

”Bilens ejer blev dømt for vanvidskørsel ved byretten i Hjørring den 18. februar 2022, idet retten fandt det bevist, at ejeren havde kørt 228 km/t på Hirtshalsmotorvejen. Retten afgjorde i den forbindelse, at bilen skulle konfiskeres i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2. Dommen blev af domfældte anket til Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom. Og i december 2023 valgte Procesbevillingsnævnet at afvise bilejerens anmodning om 3. instansbevilling. Derfor er straffesagen nu endeligt afgjort ved de danske domstole, og bilen sættes derfor på auktion,” opridser specialanklager Morten Sønderby fra anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.

Han pointerer:

”Praksis i denne sag er ikke anderledes end i andre sager, hvor politiet skal bortauktionere biler, knallerter, cykler og så videre. For politiet har det ingen betydning, hvor meget et salg indbringer. Men man kan sige, at skatteborgerne har en interesse i prisen, for pengene fra auktionen tilfalder statskassen.”