Arkivfoto
AARHUS: En 33-årig mand blev fredag morgen kl. 05.35 anholdt på sin adresse på Silkeborgvej i Aarhus og sigtet for trusler på livet.
En 29-årig mand delte aviser ud, da den 33-årige mand ifølge avisbuddets forklaring pludseligt kom ud af sin lejlighed og viftede med to knive foran ham.
Den 29-årige mand blev naturligt nok bange og løb hen til sin scooter. Den 33-årige gik efter ham, mens han fortsatte med at lave snittebevægelser med knivene. Det lykkedes avisbuddet at køre derfra uden at lide overlast og slå alarm til politiet.
En patrulje kørte til adressen på Silkeborgvej, hvor manden viste en kniv, han havde haft i hånden. Han forklarede, at der var tale om en misforståelse, og at han ikke havde haft onde hensigter. Den 33-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet og for brud på knivloven.