En dræbt og to livstruende såret i solouheld


NYKØBING M: En 31-årig mand er blevet dræbt i en trafikulykke, fredag aften kort før kl. 19, og to mænd er i livsfare mens en 27-årig mand er lettere kvæstet.

Ifølge et vidne kom en personbil kørende med 80-90 km/t ad Nørrebro og fortsætter ud i T-krydset hvor bilen ryger tværs henover over Vildsundvej, hamrer ind i en jordvold, slår en kolbøtte og lander på taget.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Der var fire mænd i bilen, hvoraf kun en – en 26-årig mand – selv kunne komme ud af bilen. Han havde pådraget sig lettere skader, men var stærkt chockeret og blev taget under behandling på ulykkesstedet mens redningsmandskab arbejdede på at frigøre de tre andre kvæstede mænd i bilen.

En 31-årig mand var dræbt på stedet, mens en 27-årig mand med alvorlige hovedskader straks blev fløjet med lægehelikopteren til Aalborg Sygehus. En ambulance satte kursen mod Aarhus med en ligeledes svært kvæstet 30-årig mand, han blev undervejs overført til helikopteren og fløjet det sidste stykke til hospitalet i Aarhus.

De to mænd har begge svære hovedtraumer og er i livsfare, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

De pårørende er blevet underrettet om den tragiske ulykke, hvor også teknikere og en bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykken. Politiet havde rekvireret Beredskabskabsstyrelsen Nordjylland til at opsætte lys på uheldsstedet, og fik assistance af Politihjemmeværnet til afspærring af uheldsstedet mens de tekniske undersøgelser af uheldsstedet stod på.