Politi i aktion mod våbensamlere


Arkivfoto


I forbindelse med en målrettet aktion mod våbensamlere, tirsdag aften, har Københavns Politi rejst 22 sigtelser for overtrædelser af våbenloven.

I alt blev der aflagt besøg hos 15 våbensamlere, og der blev konstateret ulovlige forhold hos 11 af dem.

Otte personer havde ikke styr på våbenopbevaringen, to personer havde ikke nogetvåbenskab, tre personer havde glemt at fastbolte våbenskabet og tre personer havde ikke våbenskabe i sikringsniveau, ligesom de ikke havde det påkrævede alarmanlæg.

I forbindelse med aktionen blev der beslaglagt 11 rifler, 12 glatløbede haglgeværer og 55 pistoler/revolvere, hvoraf seks af dem var ulovlige. Herudover blev der beslaglagt ulovlig pistol- og riffelammunition samt blyhaglpatroner mv.

– Aktionen viser med al tydelighed, at der er mange der ikke har styr på reglerne for opbevaring af våben i private hjem. Våben skal altid opbevares forsvarlig og på et sted, der er utilgængeligt for uvedkommende, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis våben kommer i de forkerte hænder. Derfor kan jeg kun opfordre til, at private våbensamlere får læst op på de regler og vilkår, der fremgår af våbensamlerens tilladelse, siger vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen, Københavns Politi.

Ulovlig våbenbesiddelse på bopælen uden skærpende omstændigheder kan straffes med bøde. Ved skærpende omstændigheder som f.eks. uforsvarlig opbevaring, kan der blive tale om frihedsstraf.

I sager om ulovlig besiddelse af våben eller ammunition vil genstandene blive konfiskeret.