Svømmehal ramt af brand: Depotrum og omklædning skadet


HILLERØD: Søndag aften udbrød der brand i et depotrum i Hillerød Svømmehal på Milnersvej, brandkøretøjer fra Hillerød og Frederikssund hastede frem til stedet, hvor det brændte kraftigt i depotrummet.

Branden blev anmeldt til 1-1-2 omkring kl. 20.30, og få øjeblikke efter røg brandbilerne afsted fra brandstationen i industrikvarteret.

Ved ankomst var der så meget røg at brandfolkene ikke kunne kigge ind ad vinduerne, ilden havde ramt et depotrum i forbindelse med omklædningsrummene og selvom ilden hurtigt var slået ned, så var der masser af røg i svømmehallen som skulle ud og derfor blev der rekvireret en ekstra overtryksventilator fra brandstationen i Frederikssund.

Depotrummet udbrændte, mens samtlige omklædningsrum er skadet af røg og sod i en grad som gør at svømmehallen pt. er lukket for publikum.

– Heldigvis har poolområdet ikke taget skade, det er alene depotrummet som er brændt og så omklædningen som er røg/sodskadet. Det er helt sikkert at svømmehallen er lukket hele mandagen, oplyser Indsatsleder Morten Pontopidan, Frederiksborg Brand & Redning, til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Hvor længe der vil være lukket afhænger af bla. skadeservice som er ankommet til stedet og er påbegyndt deres arbejde.