Arkivfoto
Politiet eftersøger en bilist, som sendte en anden bilist på hovedet i grøften efter et hensynsløst vognbaneskift.
Episoden skete fredag morgen klokken 0906 på Hobrovej ved tilkørslen til motorvejen ved Mariendals Mølle krydset, hvor der er tilkørsel til motorvejen og videre kørsel mod Skalborg.
En personbil kom kørende i 1. vognbane med retning mod Skalborg og foretager pludselig et vognbaneskift mod venstre til fare for bilen i 2. vognbane.
Føreren af bilen i 2. vognbane bremsede hårdt for at undgå påkørsel, hvorefter føreren blev påkørt bagfra af en 3. personbil.
Den 3. personbil skred herefter ud og endte på taget ved tilkørslen til motorvejen.
Bilisten, der foretog det farlige vognbaneskift, kørte en mindre grå/mørk personbil og var formentlig en midaldrende kvinde.
Den efterlyste bilist kørte ind til siden ca. 100 meter længere mod syd hvorefter hun kørte fra stedet i retning mod Skalborg.
Nordjyllands politi efterlyser fører og bil og evt. vidner der har set uheldet.
En anden bilist på stedet var på vej hen til den nu forsvundne bilist, og politiet ønsker også kontakt til denne bilist.
Borgere med oplysninger til sagen bedes snarest ringe 114.