Arkivfoto
RANDERS: Tre mænd og en kvinde er onsdag ved Retten i Randers blevet dømt for tyveriet af et værdifuldt pengeskab sidste år. Der er tale om en 27-årig mand fra Kroatien, en 37-årig mand fra Sverige, en 24-årig mand fra København og en 46-årig kvinde fra Rødovre, der alle er i familie med hinanden.
Sagen startede den 20. september sidste år, hvor kvartetten henvendte sig på en adresse i Randers under påskud af at ville tjekke nogle vandrør. Men i stedet for at lave VVS-arbejde stak de fire af sted med hjemmets pengeskab, der indeholdt smykker og kontanter til en samlet værdi af ca. 140.000 kroner.
Det var pengeskabs-ejerens nabo, der hjalp politiet på sporet af de fire tricktyve. Inden flugten havde naboen nemlig været vaks nok til at notere sig bilens nummerplade, som så blev genkendt kun en time senere syd for Aarhus ved hjælp af politiets automatiske nummerpladegenkendelse.
Fra Horsens tog Sydøstjyllands Politi over, hvor der fulgte en længere biljagt på ca. 18 km., før de fire tog flugten til fods. De blev dog indhentet af politiets patruljehunde og anholdt. Kort tid efter blev også pengeskabet fundet. Det var efterladt ved et markområde i Hadsten uden værdier.
Alle fire sigtet i sagen
De fire har alle været tiltalt for tyveri af særlig grov beskaffenhed. Retten vurderede dog i dag, at der ikke var tale om et groft tyveri, hvorfor de alene blev kendt skyldig efter den almindelige tyveriparagraf.
Den 27-årige mand, der i forvejen er udvist af Danmark frem til 2028, blev idømt 15 måneders ubetinget fængsel og yderligere 12 års indrejseforbud for tyveriet og en række øvrige forhold.
Den 37-årige mand blev idømt seks måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Den 24-årige mand fik 15 måneders ubetinget fængsel for både tyveriet og anden kriminalitet, mens den 46-årige kvinde fik ni måneders ubetinget fængsel.
– Sagen er et resultat af et godt politisamarbejde mellem Østjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi, da den jo starter i én politikreds og hurtigt bevæger sig videre til den næste. Sagen viser samtidig, hvordan politiets brug af nummerpladegenkendelse førte til en hurtig anholdelse af de fire gerningsmænd, der i dag er blevet dømt. Anklagemyndigheden havde vurderet, at de tiltalte skulle dømmes efter den grove tyveriparagraf, og det fik jeg ikke medhold i i dag. Jeg vil derfor læse dommens præmisser igennem, og så vil det være op til Statsadvokaten at vurdere, om der er grundlag for at anke dagens afgørelse, siger anklager Laura Simoni Pedersen, Østjyllands Politi.
De tre af gerningsmændene blev straks fængslet efter dom. Den 46-årige kvinde blev løsladt, da hun allerede havde udstået 2/3 af sin straf.