To unge mænd sigtes for vold efter demonstration


To mænd på henholdsvis 26 og 17 år skal søndag fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret. De er sigtet for kvalificeret vold.

Mændene blev sammen med en tredje person anholdt lørdag i kølvandet på en demonstration mod styret i Tyrkiet. Demonstrationen fandt sted på Rådhuspladsen i København.

Efter demonstrationen opstod der et slagsmål ved Vesterbro Torv.

Anklager Charlotte Møgelhøj fra Københavns Politi oplyser, at der i forbindelse med volden har været anvendt en hammer og en kniv.

Politiet vurderede lørdag, at omkring 25 personer var involveret i slagsmålet, og der var meldinger om, at der blev brugt køller, hamre og en økse.

Demonstrationen, der blev afholdt, gik under navnet “Afrin er ikke alene”. Afrin er en kurdisk by i Syrien. Talsmand Saime Bilen fortalte lørdag, at demonstrationen begyndte på Vesterbro Torv, og derfra fortsatte til Rådhuspladsen.

Her foregik demonstrationen angiveligt fredeligt.

Efterfølgende gik demonstranterne tilbage mod Vesterbro Torv, og her blev demonstranter ifølge talsmanden angrebet.

/ritzau/