Lastbil kørte som spøgelsesbilist på motorvej


Arkivfoto


RANDERS: En 52-årig rumænsk lastbilchauffør kom natten til onsdag på alvorlige afveje, da han pludseligt kørte i den forkerte retning på Nordjyske Motorvej.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen kl. 00.31, onsdag, fra en borger, der kunne se lastbilen køre mod syd i det norgående spor omkring afkørsel 40 ved Randers C.

Herefter kørte lastbilen med havariblinket tændt frem til tilkørsel 42 ved Randers S, hvor chaufføren kørte op og foretog en U-vending – her fik en patrulje fat i lastbilen og sat en stopper for den videre kørsel.

Den rumænske lastbilchauffør forklarede til patruljen at det var hans GPS, der havde ledt ham på afveje, og at han godt var klar over, at det ikke var helt smart gjort.

Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde for sin forseelse.