Det er 50 gange farligere at køre motorcykel end bil


Arkivfoto


Det er langt farligere at køre på motorcykel end i bil. Risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade er mindst 50 gange større, hvis man kører motorcykel frem for bil.

Det viser en ny undersøgelse fra Transport DTU.

Den høje ulykkesrisiko skyldes for høj hastighed, at motorcyklisterne ikke er beskyttet på samme måde som bilister, og at motorcyklister er lettere at overse i trafikken.

Fredag den 23. marts sættes motorcykelsæson i gang, som traditionen tro er samme dag, som forlystelsesparken Bakken i Klampenborg åbner.

Derfor starter politiet fredag en landsdækkende hastighedskontrol, der blandt andet vil have fokus på motorcyklisternes fart og adfærd i trafikken.

– I de kommende forårsmåneder går vi ud med hastighedskontroller landet over, fordi mange trafikanter fristes til at køre for stærkt, siger politiassistent Christian Bertelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

– I den forbindelse har vi særligt øje på motorcyklernes hastighed og adfærd, fordi vi oplever, at det er her, motorcyklisternes kørekultur for alvor kan forbedres, siger han.

Antallet af dræbte motorcyklister er faldet fra 2016 til 2017, men problemet med alvorlige skader er ikke formindsket, viser tal fra Vejdirektoratet.

Fra 2011 til 2015 er 842 motorcyklister kommet alvorligt til skade i trafikken, og 85 har mistet livet. I 78 procent af dødsulykkerne har motorcyklisten kørt for stærkt.

De typiske ulykker skyldes, at motorcyklisten kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet. At motorcyklister i en overhaling overser, at bilen foran er ved at svinge til venstre. Og at bilister overser motorcyklisterne.

/ritzau/