Muligt stenkast fra bro lukker vestsjællandsk motorvej


Arkivfoto


Et muligt stenkast fik tirsdag aften Midt- og Vestsjællands Politi til midlertidigt at lukke Vestmotorvejen ved afkørsel 35 Ringsted Øst i retning mod Storebælt.

Det oplyser Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

– Der er en bilist, der mener, at der blev kastet en sten ned på hans bil.

– Så vi lukkede motorvejen for at se, om vi kunne finde en sten eller et eller andet. Men vi har ikke fundet noget, siger vagtchefen kort før klokken et natten til onsdag.

Motorvejen blev lidt før midnat åbnet igen i begge retninger.

Politiet modtog anmeldelsen om det mulige stenkast tirsdag klokken 19.59. Kastet skulle have fundet sted fra en motorvejsbro, oplyser politiet.

– Bilisten er ikke selv kommet til skade. Der er kommet nogle skader på hans bil. Men ikke nogle store skader, siger Henrik Olesen.

Han oplyser, at politiet blandt andet har søgt med hunde på motorvejen.

Men der er altså hverken fundet sten eller andre kasteskyts.

– Han mener selv, at der kunne være tale om en marksten, siger Henrik Olesen om anmeldelsen fra bilisten.

– Nu er vi dernede for at afhøre ham, lyder det fra politiet.

/ritzau/