Rigsadvokaten: LTF-leder skal for Højesteret


Arkivfoto


Anklagemyndigheden vil have Højesteret til at tage stilling til, om lederen af LTF kan udvises af Danmark. Rigsadvokaten søger derfor Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

Det er et principielt vigtigt spørgsmål at få afklaret, om den 31-årige leder af Loyal to Familia kan udvises af Danmark, skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Det mener konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff, der derfor ønsker sagen indbragt for Højesteret, efter Østre Landsret den 5. marts 2018 idømte den 31-årige bandeleder to måneders fængsel samt en betinget udvisning for at true en betjent på arbejde.

»Højesteret bør have lejlighed til at tage stilling til, om denne sag er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det skyldes, at sagen ikke handler om en enkelt lovovertrædelse. Den handler om en udenlandsk statsborger, der flere gange er dømt for alvorlig voldskriminalitet, men som alligevel fortsætter, selv når han er blevet betinget udvist og idømt langvarige fængselsstraffe,« siger konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff.

Ansøgningen skal ses i lyset af, at hverken Menneskerettighedsdomstolen eller Højesteret tidligere ses at have taget stilling til en lignende straffesag, hvilket gør den principiel.

Dertil kommer, at Menneskerettighedsdomstolen i en dom fra september 2017 har udtalt, at Menneskerettighedsdomstolen som hovedregel ikke bør tilsidesætte en afgørelse om udvisning.

Det er fjerde gang på godt et år, at Rigsadvokaten søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe en sag om udvisning for Højesteret.

Udover udvisningsspørgsmålet skal Højesteret tage stilling til, om en straf på to måneders fængsel er passende for at true en betjent på arbejde.

»Vi ønsker at stille Højesteret spørgsmålet, om en straf på to måneders fængsel er passende, når en bandeleder truer en politibetjent på arbejde. Jeg mener, at straffen bør være højere,« siger Jan Reckendorff.