Landsret: Aarhusianer lærte om bomber hos Islamisk Stat


Arkivfoto


Et ophold hos Islamisk Stat (IS) i Syrien risikerer nu at koste 26-årig mand fra Aarhus tilværelsen i Danmark.

Et nævningeting i Vestre Landsret har tirsdag fundet Hafed Matoussi skyldig i at have ladet sig hverve af den militante gruppe.

Gennem to uger i september 2013 lod den unge mand, der er tunesisk statsborger, sig optræne i våbenbrug og bombesprængning.

Da sagen sidste år blev behandlet i byretten, valgte Retten i Aarhus at frifinde den tiltalte for den del af anklagen, der handlede om bomber.

Men landsretten har altså vurderet, at beviserne for også dette forhold er tilstrækkelige til, at han kan dømmes.

Anklagemyndigheden mener da også, at byretten var for mild i mødet med Matoussi, der slap med tre års fængsel og en betinget udvisning.

Særligt spørgsmålet om udvisning ligger anklageren på sinde. Selv om den unge tuneser er født og opvokset i Danmark, er synspunktet, at en ubetinget udvisning er på sin plads.

Manden, der er bosat i Aarhus, har nægtet sig skyldig og forklaret, at han tog til Syrien i 2013 for at dele nødhjælp ud. Alligevel endte han i en militær træningslejr styret af IS i udkanten af den syriske by Aleppo.

Matoussi har forklaret, at han forsøgte at komme væk, da det gik op for ham, hvor han var havnet.

– Jeg kunne godt se, at de ville sende os i krig. Det havde ikke noget med nødhjælp at gøre. Jeg er sgu da ikke dum, har han tidligere forklaret.

Under sagen i byretten forsøgte forsvarer Claus Bonnez at tegne et billede af sin klient som en småkriminel kontanthjælpsmodtager, der både ryger og drikker. Og som bestemt ikke er religiøs.

Omvendt så anklageren en ung mand præget af religiøs fundamentalisme. Det skete blandt andet med henvisning til en besked, som den i dag 26-årige i sin tid sendte til en ven på Facebook:

– Hvis jeg døde, ville jeg have været martyr. Det er den bedste belønning, man kan få, lød ordene fra den tiltalte.

Forventningen er, at straffen i sagen udmåles tirsdag eftermiddag.

/ritzau/