Arkivfoto
Tre personer med adresse i Danmark er blevet sigtet for angiveri til Tyrkiet. Det skriver Berlingske på baggrund af et svar til Folketinget.
De tre personer er sigtet for at have angivet danskbosatte politiske modstandere af styret i Tyrkiet til den tyrkiske regering. De tre bliver tiltalt for “den milde spionparagraf” 108 i straffeloven.
Paragraffen dækker over forhold, hvor en person har hjulpet et fremmed efterretningsvæsen med “at virke inden for den danske stats område”.
En sådan tiltale skal godkendes af justitsministeren – i dette tilfælde Søren Pape Poulsen (K).
Paragraffen blev senest brugt i 2012. Dengang blev en professor i statskundskab på Københavns Universitet fundet skyldig i spionage for Rusland.
De tre sager har deres udspring i kupforsøget i Tyrkiet i 2016. Her anklagede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, eksiltyrkeren Fethullah Gülen for at stå bag.
De tyrkiske myndigheder indrykkede derefter annoncer i hele Europa med opfordringer til at angive mulige støtter af Gülen til de tyrkiske myndigheder.
Berlingske forsøgte i foråret 2017 at ringe til den telefonlinje, der var angivet i annoncerne.
– Hvis nogle af dem kommer ind eller ud af Tyrkiet, så sker der dem noget, lød beskeden ifølge avisen.
Sigtelserne betragtes med tilfredshed af Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.
– De her sager er så alvorlige, som de overhovedet kan blive. At man på den måde fra en udenlandsk stat har lavet stikkervirksomhed over for danske statsborgere, er fuldstændig uacceptabelt, siger han til Berlingske.
/ritzau/