Stor politistyrke ledte efter våben i Birkerød

Torsdagen igennem har en større politistyrke været i gang med en aktion i Birkerød i Nordsjælland.

Midt på aftenen skriver politiet på Twitter, at baggrunden for aktionen var en formodning om, at der kunne være våben på adressen.

– Ransagningen har vist, at det ikke var tilfældet. Intet yderligere.

I forbindelse med aktionen, som PET gennemførte i samarbejde med Københavns Politi og Nordsjællands Politi, blev “en række personer” anholdt.

Kort efter klokken 21 bekræfter politiet, at de anholdte er løsladt.

Det er stort set det eneste, som politiet dagen igennem har villet oplyse om aktionen.

Aktionen fandt sted ved nogle flygtningeboliger i et tidligere nonnekloster på Bistrup Byvej i Birkerød.

Der var tilsyneladende tale om en større aktion. BT kunne torsdag morgen fortælle, at cirka “20 større politibiler” blev set køre mod nord.

Det massive politiopbud og politiets tavshed skræmte ifølge Frederiksborg Amts Avis de lokale beboere, som frygtede, at der holdt en terrorcelle til på adressen.

/ritzau/