Arkivfoto
Nogle fodboldfans gør sig store anstrengelser for at slippe ind på stadion med fyrværkeri. I forbindelse med søndagens kamp i Superligaen mellem AGF og FCK afslørede politiet således tre unge, der havde gemt romerlys i skoene, oplyser Østjyllands Politi.
Men i skoene er der trods alt begrænset plads, hvis tæerne ikke skal klemmes for meget, fremgår det af politiets døgnrapport mandag.
På vej til stadion i Aarhus blev en 16-årig dreng på Åboulevarden taget med to romerlys i fodtøjet.
En anden, der er 19 år, hægtede sine sko af og sparkede dem over indhegningen, da en betjent tog fat i ham ved indgangen til stadion.
Skoene viste sig at gemme på romerlys i hulrum, og dette gjorde sig også gældende for en 18-årig.
Alle tre sigtes for overtrædelse af fyrværkeriloven.
I øvrigt endte kampen på Ceres Park med, at FCK vandt over hjemmeholdet.
/ritzau/