Haps: 52-årig stoppet uden kørekort – hans spritnye bil blev beslaglagt


Arkivfoto


HELSINGØR: En 52-årig mand fra Helsingør har ikke noget kørekort, men lader hånt om det manglende kørekort og fortsætter sin kørsel.

Indenfor det seneste år er han taget over 10 gange – og lørdag klappede fælden igen-igen.

Den 52-årige mand vil tydeligvis ikke tage ved lære af sit manglende kørekort, idet han i februar investerede i en funklende ny bil – og den opdagede en politipatrulje på Nordre strandvej i Hornbæk lørdag eftermiddag kl. 17.45 og her stoppede festen.

Bilen er af en type som der kun er nogle få eksemplarer af i Danmark, og da man vil kunne identificere den 52-årige bilist, alene udfra den sjældne bil, holder politiet kortene tæt på kroppen omkring bilmodellen, forklarer Nordsjællands Politi.

Fuldstændig efter reglerne blev bilen på stedet beslaglagt af politiet, hvilket den 52-årige absolut ikke var tilfreds med, selvom han på ingen måde kan være i tvivl om at han ikke må køre bil grundet ubetinget frakendelse af kørekortet for nogle år siden.

Han har desuden allerede mere end 10 verserende sager om kørsel uden førerret – alene i 2017 – og disse er endnu ikke afgjort. Alligevel har den 52-årige bilist ikke fattet budskabet og lært at lade bilen stå. Den 52-årige har desuden forlangt beslaglæggelsen for en dommer, hvilket er hans ret, men det er yderst sjældent at en beslaglæggelse ender med at folk får udleveret deres bil igen.

Muligheden for at han får sin spritnye bil igen, må antages for at være særdeles teoretisk.

Reglerne for kørsel uden førerret er indrettet således:
Første gang er bøden 7.000 kroner, anden gang koster det 8.500 kroner, tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen vil blive konfiskeret.

Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter fængselsstraf, hvor sagen med den 52-årige serieforbryder så ender – det må tiden vise når de mange sager afgøres i retten.