Arkivfoto
Kongehuset udsteder et dekret om hofsorg til og med onsdag 14. marts efter prinsens død sent tirsdag, det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
– I sørgeperioden deltager Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie samt hoffet ikke i selskabelige eller underholdende arrangementer.
– Under hofsorgen bæres der mørkt tøj ved offentlig fremtræden. Personale i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm, skriver kongehuset.
Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.
Der blev senest erklæret hofsorg, da dronning Ingrid døde 7. november 2000.
I pressemeddelelsen fra kongehuset fremgår det også, at offentligheden får mulighed for at kondolere.
Der vil fra tirsdag og en uge frem ligge kondolencelister i porten i Det Gule Palæ i København. De vil være tilgængelige fra klokken 09.00-17.00.
Prins Henrik sov stille ind klokken 23.18 tirsdag på Fredensborg Slot i Nordsjælland. Han blev 83 år gammel.
Ved hans side var dronning Margrethe og parrets to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim.
/ritzau/