Arkivfoto
Et russisk passagerfly med 71 mennesker om bord er styrtet ned i Moskva-regionen. Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.
Der er tale om et regionalt fly af typen Antonov An-148, som havde 65 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord.
Kort efter at det var lettet fra Domodedovo-lufthavnen i Ruslands hovedstad, Moskva, mistede flyveledere kontakten, og flyet forsvandt fra radaren.
Ifølge Interfax skulle det være styrtet ved byen Argunovo sydøst for Moskva. Det var på vej mod byen Orsk, oplyser AFP.
Flyet er fra selskabet Saratov Airlines, der har 13 den type passagerfly. Selskabet flyver på indenrigsruter.
/ritzau/