Arkivfoto
Parallelsamfund bekæmpes bedst med et asylstop samt ved at sende ikke-vestlige muslimske indvandrere tilbage til deres hjemlande.
Det siger Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen.
En analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at cirka 28.000 familier i Danmark lever i parallelsamfund. Her går få på arbejde, der tales ikke dansk, og man møder kun personer med udenlandsk oprindelse.
– Årsagen til vores udfordringer er tilstrømningen især fra muslimske lande. Det bedste ville være et asylstop, hvor man afviser asylansøgere og migranter ved grænsen, mener Martin Henriksen.
– Så de ikke kan få opholdstilladelse og efterfølgende få familien herop.
Et parallelsamfund optræder ikke kun i de 22 boligområder på regeringens ghettoliste. Der findes parallelsamfund med i alt 74.000 personer i Danmark, mener analysen.
DF har før foreslået et asylstop ligesom i Socialdemokratiets udspil, der foreslår at behandle asylsager fra lejre i Nordafrika. En ordning bør dog gennemføres før et folketingsvalg, mener Martin Henriksen.
– Man kan ikke vente til efter et valg, som Socialdemokratiet siger. Det kan godt have lange udsigter. Først skal man have aftalt noget på Christiansborg. Så skal man indgå en aftale med diverse lande, siger Martin Henriksen.
Spørgsmål: Ingen lande har hidtil kunnet indgå aftaler i Nordafrika?
– Jeg tror, at det kan lade sig gøre. Man skal være parat til at samarbejde med lande, der ikke har de samme demokratiske standarder, som vi har i Danmark eller andre steder i Europa, mener DF’s integrationsordfører.
Uanset hvad internationale konventioner siger, mener han, at Folketinget kan afvise udlændinge, som søger asyl ved grænsen.
– Så kan vi se, hvordan vi kan sende flere hjem, som kan være med til at genopbygge deres lande, siger Martin Henriksen.
/ritzau/