Dansk bus med 34 børn udbrænder i Sverige


Arkivfoto


En gruppe danske skoleelever, der var på vej på skiferie, fik lørdag aften en ubehagelig oplevelse, da deres bus udbrændte i Sverige.

Ifølge Hallandsposten var der 34 børn og tre voksne med bussen, da den brød i brand på E6 ved Kvibille nord for Halmstad.

– Ingen er kommet til skade, og alle er i god behold, fortæller indsatsleder Stefan Rane til Göteborg Posten.

Branden opstod tilsyneladende i motoren og bredte sig hurtigt til resten af bussen, som udbrændte fuldstændigt. Men det lykkedes chaufføren at få alle passagerer af bussen, så ingen kom noget til.

– De stod i grøften på god afstand af bussen, da vi nåede frem, siger Stefan Rane til Göteborg Posten.

– Chaufføren gjorde et godt job og fik hurtigt bussen evakueret. Bussen er fuldstændig udbrændt, og det kunne være endt i en katastrofe. Det er endt så lykkeligt, som det kunne, fortsætter han.

Børnene og de tre voksne blev hentet af en anden bus, der kørte dem til Falkenberg, hvor de blev indlogeret på et hotel, skriver Hallandsposten.

Ifølge Ekstra Bladet var der tale om elever fra 8. og 9. klasse fra Assens Kommune.

/ritzau/