Politikere vil diktere svinekød i daginstitutioner


Arkivfoto: Ole Mathiasen.


Politikerne bør diktere, hvorvidt der bør serveres svinekød i vuggestuen eller være mandlige livreddere i svømmehallen.

Det mener Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, skriver Berlingske.

Udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye (S) taler for, at landets kommunalbestyrelser udformer regler eller retningslinjer for, hvordan hverdagen skal forløbe.

– Det er vigtigt, at de diskussioner ikke ligger ude hos den enkelte institution. Det skal være på en måde, hvor vi respekterer religiøse mindretal. Man skal kunne få sund og nærende mad uden svinekød.

– Men det skal ikke være en måde, hvor vi underkaster os mindretallet eller accepterer, at det kun er kvindelige pædagoger, der må skifte små pigebørn, siger han og kalder sin udmelding for en “tilkendegivelse”.

Udtalelsen fra S-ordføreren kommer, efter at partiet mandag præsenterede et udlændingeudspil. Det handler blandt andet om, at det ikke længere skal være muligt at søge såkaldt spontant asyl i Danmark.

Diskussionen om svinekød i institutioner var også oppe i 2016. Da besluttede byrådet i Randers Kommune, at svinekød skulle være obligatorisk i kommunens daginstitutioner.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, bifalder ønsket om øget politisk styring af eksempelvis svinekød i institutionerne.

Ifølge Berlingske finder han det dog nødvendigt, at Folketinget indstiller sig på at udfærdige retningslinjer, hvis ikke kommunalbestyrelserne gør, som landspolitikerne efterspørger.

Så langt vil Mattias Tesfaye dog ikke gå.

– Det er ikke noget, vi vil tvinge folk til fra Christiansborg.

– Men det er en appel til, at i de kommuner, hvor der blive flere og flere med indvandrerbaggrund, der skal vi være mere præcise på, hvad forholdet er mellem religiøse særhensyn og forsvaret af almindelige demokratiske rettigheder som ligestilling, siger han.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, bakker ligeledes op om at politikerne skal bestemme.

– Det er desværre meget uliberalt, men vi står over for en samfundsudvikling, der går meget stærkt med ikkevestlige kulturnormer. Dér er vi nødt til at sætte foden.

– Jeg opfordrer kraftigt kommunalpolitikere til at værne om danske værdier og den danske kultur, siger han til Berlingske.

/ritzau/