Gerningsstedet i april 2017
Retten i Aalborg har ved et nævningeting tirsdag dømt en 26-årig mand og en 23-årig mand for forsætlig fareforvoldelse og våbenbesiddelse i forbindelse med en skudepisode ved Kiwi i Aalborg Øst i april 2017.
De to mænd var en del af en større gruppe personer, som den 2. april 2017 om aftenen indfandt sig på parkeringspladsen foran Kiwi og Fakta i Aalborg Øst, hvor de skulle mødes med en anden gruppering fra Aalborg Øst.
Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at der var et modsætningsforhold mellem disse grupper, som skulle drøftes i forbindelse med mødet på parkeringspladsen.
Under forløbet blev der fra det sted, hvor de to dømte mænd befandt sig, affyret adskillige skud med et 9 mm skydevåben i retning mod flere forsamlede personer.
Nogle af skuddene ramte husmuren ved Kiwi, mens andre skud gik igennem forretningens glasparti og ind i butikken, hvor skuddene ramte i kropshøjde gennem nogle reoler i forretningens postekspedition. Ingen blev dog ramt af skuddene.
Endelig gik nogle skud gennem sidedøren på en bil på parkeringspladsen, hvor en person i bilen blev ramt i knæet af to skud.
Flere vidner havde beskrevet, hvorledes skuddene blev afgivet som en skudsalve, og det blev lagt til grund, at skuddene var afgivet med et automatisk skydevåben.
Efter skudepisoden kørte de to dømte fra stedet, hvorunder der på parkeringspladsen skete en forsætlig påkørsel af én af personerne fra den anden gruppering.
Føreren af bilen blev for dette forhold dømt for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, mens den 23-årige som passager i bilen blev frifundet for dette forhold.
Den 23-årige var endvidere tiltalt for flere voldsforhold begået under karnevallet i Aalborg i 2017. Han blev efter sin tilståelse dømt for at have stukket en person ned i Vesterå med en kniv, mens han blev frifundet for at have udøvet vold mod en anden karnevalsgæst ved indgangen til Kildeparken. Endelig blev han dømt for at have stukket af fra politiet, da han senere på dagen blev anholdt.
Den 26-årige blev også dømt for at have undveget fra politiet efter at være blevet anholdt. Han var efter sin anholdelse blevet fremstillet i retten med henblik på varetægtsfængsling, men stak af gennem vinduet i retsbygningen.
Den 26-årige blev idømt fængsel i 3½ år, mens den 23-årige blev idømt fængsel i 4½ år.
Der blev ved strafudmålingen blandt andet lagt vægt på karakteren af skudepisoden ved Kiwi, herunder at der havde været tale om afgivelse af flere skud med et automatisk våben i en situation, hvor der var en betydelig risiko for, at flere personer kunne være kommet alvorligt til skade, ligesom der blev lagt vægt på, at begge de tiltalte tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet.