Arkivfoto
En 52-årig kvinde mistede torsdag aften livet i en brand på Firkløvervej i Viborg. Det oplyser vagtchef Anders Olesen ved Midt- og Vestjyllands Politi fredag morgen.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 19.37 torsdag.
Det var en anden beboer i opgangen, der slog alarm om branden, som var opstået i kvindens lejlighed.
Hele bygningens beboere blev evakueret, mens slukningsarbejdet stod på.
De er alle vendt tilbage til deres lejligheder, og skaderne efter branden er begrænset til kvindens lejlighed, oplyser vagtchefen.
Teknikere skal fredag undersøge brandstedet og forsøge at fastslå brandårsagen. Men mistanken er ifølge vagtchefen indtil videre rygning.
Kvindens pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/