Skat har rejst 77 sager baseret på Panama Papers


Arkivfoto


Skats køb af tusindvis af lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, hvad der er kendt som Panama Papers, har indtil nu udløst krav om betaling af små 30 millioner kroner til personer og firmaer, der optrådte i papirerne.

Det oplyser Skat i en pressemeddelelse. I alt har papirerne ført til 77 sager, hvoraf 31 er afgjort.

– Det er et kompliceret arbejde, og vi er langt fra at være færdige med at gennemgå alle oplysningerne.

– På nuværende tidspunkt har vi identificeret hovedparten af de implicerede personer, og resten har vi bedt en udenlandsk myndighed om hjælp til at identificere.

– Men det står allerede nu klart, at vi ikke kunne have afdækket de her sager uden papirerne, skriver fagdirektør i Skat Jim Sørensen i meddelelsen.

Skat købte sig i slutningen af 2016 adgang til papirerne for omkring seks millioner kroner. Papirerne indeholder oplysninger om selskaber og privatpersoners penge i skattely.

I papirerne var der ifølge Skat oplysninger om 317 danske selskaber og 500-600 danske privatpersoner.

Status er, at der er sket reguleringer af skatteansættelsen – hvad der svarer til en selvangivelse – for 12 selskaber og 19 privatpersoner for samlet 141,3 millioner kroner. Det har ført til nye skatteregninger for 29,3 millioner kroner.

46 sager kører stadig. Her er den samlede forventede regulering af skatteansættelsen på 330,4 millioner kroner.

Ud over de konkrete sager har papirerne gjort Skat langt klogere på hele området, og sagerne kan have en præventiv effekt, skriver Skat.

– Jeg er meget tilfreds med, at Skat arbejder intensivt på at fange dem, som gemmer penge væk i lyssky konstruktioner rundt om i verden.

– Og de her tal tyder jo på, at det var en god forretning – og dermed en rigtig beslutning – at købe oplysningerne.

– Vi skal hele tiden sørge for, at skattevæsenet har de nødvendige redskaber til at komme efter dem, der forsøger at smyge sig uden om at betale deres andel til fælleskassen, skriver skatteminister Karsten Lauritzen i en kommentar til Skats oplysninger.

/ritzau/