Indbrudstyv stjal skydevåben: Sigtet for overtrædelse af våbenloven


Arkivfoto


AARHUS: En 42-årig mand blev mandag kl. 14.00 fremstillet for Retten i Randers. Han er sigtet for indbrud, hvor der blev stjålet flere funktionsdygtige våben og tilhørende ammunition.

Derudover er han sigtet for overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af de pågældende våben uden en våbentilladelse.

Den 42-årige blev anholdt natten til mandag kl. 00.50. hvor han blev standset i bil på Skanderborgvej i Aarhus. Han blev fundet i besiddelse af diverse værktøj, herunder handsker, koben og en motorsav.

Det fik Østjyllands Politi til også at sigte ham for forsøg på indbrud på ukendt sted.

Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, og Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere om sagen.

 

Den 42-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til landsretten.