Her besøger Inger Støjberg bageren i Tingbjerg
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fortryder ikke, at hun troppede op i Tingbjerg for at vise støtte til ejeren af Kajs Bageri, der var blevet raseret.
Det var angiveligt, fordi indehaveren Ali Parnian havde nægtet at betale beskyttelsespenge.
Det siger ministeren fredag formiddag, hvor Parnian skal for Østre Landsret i en helt anden sag om afbrænding af en bil.
Parnian blev frikendt i byretten, men anklageren har anket og mener, at Parnian skal i fængsel og derefter udvises af Danmark.
Men det får altså ikke Støjberg til at fortryde, at hun bakkede ham op, da han stod frem i medierne og fortalte om sit smadrede bageri, der også indeholdt en café.
– Nej. Det her handler om, at hvis man har begået noget kriminelt, skal man straffes. Det gælder Ali, og det gælder alle andre.
– Mit budskab var, at vi ikke skal have et parallelt system, og at det er vigtigt at gå til politiet i sådan nogle sager. Det gjorde han. Og det var det, jeg bakkede op om, siger Støjberg.
/ritzau/