DF: Mænd med kunstigt skæg kan tage burkaforbud med ro


Arkivfoto


– Det er noget pjat.

Det er den kontante melding fra Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, i forhold til det lovforslag, som er ved at blive udarbejdet i forhold til et burkaforbud.

Regeringen vil med et maskeringsforbud forbyde de muslimske klædedragter burka og niqab i det offentlige rum. Justitsministeriet er derfor i gang med at udarbejde et lovforslag.

Udkastet til lovforslaget viser ifølge DR Nyheder, at huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter og kunstigt skæg er omfattet af forbuddet.

For DF, som har bragt emnet på banen de seneste år, har det udelukkende handlet om et burkaforbud.

– Vi slår kolbøtter på os selv, fordi noget ikke må diskriminere. Vi vil hjælpe undertrykte muslimske kvinder, som er tvunget til at gå i burka og niqab, hvilket ikke kan være særlig rart.

– Og så snakker vi om kunstigt skæg. Hold lige op, siger Espersen.

Mænd med kunstigt skæg kan tage det med ro, mener han.

– Vi vil ikke ramme mænd med kunstigt skæg. Jeg har selv overvejet at få et, fordi det ser så klædeligt ud. Det her dur ikke. Det er latterligt.

– Men det er betingelserne, og så gør vi det. Vi stemmer selvfølgelig for. Men tænk, at vi har et samfund, hvor vi vil noget til livs, og så rammer det 28 andre ting.

– Mange vil nok føle sig forulempet, hvis politifolk begynder at rykke i skægget.

– Politiet vil ikke foretage sig noget på den front. De vil gå efter de burkaklædte kvinder. Det er godt. Mænd med kunstigt skæg kan tage det med ro, siger Espersen.

Mens DF længe har presset på for at forbyde burkaer, har forslaget splittet de tre regeringspartier.

De Konservative har støttet forslaget, mens Liberal Alliance har stejlet.

I Venstre delte spørgsmålet folketingsgruppen i to. Men i november traf partiet en beslutning om at støtte op om “et maskeringsforbud”, da et egentligt burkaforbud kan være religiøs diskrimination.

DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, medgiver, at partiets ønske om et burkaforbud rammer mere bredt end intentionen.

– Vi er glade for, at der kommer et forbud mod burka og niqab. Så må vi leve med de andre pudsige eksempler, siger Henriksen, mens gruppeformand Peter Skaarup tilføjer:

– Jeg kan godt forstå, at nogle laver lidt sjov med det her. Men det er et alvorligt emne. Vi har kvinder i Danmark, som udsættes for undertrykkelse.

Regeringen lægger op til, at en overtrædelse af forbuddet skal udløse en bøde på 1000 kroner eller fængsel i op til tre måneder.

/ritzau/