Ulykkesstedet på Viborgvej 20. januar 2018.
En 22-årig mand fra Skive er onsdag ved et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have kørt en 68-årig kvinde ihjel.
Det oplyser lederen af lokalpolitiet i Silkeborg vicepolitiinspektør, Jens Ole Pedersen.
Han fortæller, at den 22-årige har erkendt, at det var ham, som kørte bilen.
Ifølge Midtjyllands Avis har han også erkendt sig skyldig i uagtsomt manddrab.
Den 22-årige er ud over uagtsomt manddrab også sigtet for på anden hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for andres liv og førlighed.
Han sigtes desuden for at efterlade en person i nød uden at hjælpe.
Ulykken skete fredag på Viborgvej i Silkeborg. Efter ulykken flygtede den 22-årige fra stedet.
– Pludselig stod hun der, har den unge mand forklaret i retten ifølge Midtjyllands Avis.
Han forklarede desuden, at grunden, til at han ikke stoppede for at hjælpe, var, fordi en af hans kammerater i bilen råbte “kør, kør”, skriver mediet.
Politiet ledte i mere end tre døgn efter manden. Tirsdag mødte han selv op på politistationen i Silkeborg.
/ritzau/