Arkivfoto
AARHUS: Østjyllands Politi fik mandag kl. 11.40 en anmeldelse om to mænd, der muligvis kørte rundt med en pistol. Signalement på bilen blev rundkastet til patruljerne i området, og kort efter var der bid.
Kort efter blev bilen opdaget af en motorcykelbetjent ved Enghavevej i Viby. De to mænd ignorerede dog motorcyklens blå blink og satte i stedet farten voldsomt op.
Flere patruljebiler blev kaldt til eftersættelsen af bilen, der kørte med alt for høje hastigheder, hasarderede overhalinger og flere steder kørte over for rødt – bl.a. ved Holme Ringvej/Christian X’s Vej. Undervejs måtte flere modkørende undvige bilen, der kørte over 130 km/t ad Christian X’s Vej.
De to mænd kørte via Genvejen ud på Østjyske Motorvej. Her satte de farten op til omkring 220 km/t og overhalede undervejs en lastbil højre om i nødsporet. Ved Tilst-afkørslen var trafikken så tæt, at mændene blev nødt til at sænke farten kraftigt. og det gav betjentene lejlighed til at komme op på siden af dem og beordre dem til at standse og komme ud af bilen.
Herefter blev begge mænd på henholdsvis 19 og 20 år trukket ud af bilen og anholdt. Klokken var her omkring 12.
På grund af anmeldelsen om våbnet og den hasarderede flugt valgte Østjyllands Politi at gennemsøge en stor del af strækningen for at lede efter et eventuelt våben.
Derfor blev vejen ad flere omgange spærret, mens betjente og hunde søgte i vejkanten.
Der blev ikke fundet noget våben, men til gengæld blev den 19-årige fører sigtet for adskillige alvorlige færdselsovertrædelser, for at flygte fra politiet og for besiddelse af narko, da betjentene fandt en mindre mængde kokain i bilen.