Vanvid: Fartkontrol gav bøder til 249 bilister på motorvej


Arkivfoto


SLAGELSE: Lørdag blev en bilist målt til rystende 204 km/t på Vestmotorvejen, der var ialt 249 bilister som ignorerede fartgrænsen på 110 km/t på målestedet.

Vestmotorvejen ved Slagelse er en af de særligt udvalgte strækninger, hvor politiets automatiske trafikkontrol måler hastigheden i 2018. En af målingerne blev foretaget lørdag mellem klokken 14 og 19.30, og i det tidsrum var der 2842 køretøjer, der passerede målebilen.

Hastigheden på stedet er fastsat til 110 km/t, men det var der 249, der ikke tog hensyn til.

Den højeste hastighed blev målt til ikke mindre end 204 km/t, og det medfører en betinget frakendelse af kørekortet. Derud over er der ni, der står til et klip i kørekortet, og tre andre, der også kørte så hurtigt, at det giver en betinget frakendelse.