Storbrand sender sort røg over Aarhus


Branden på Karen Blixens Boulevard i Brabrand ved Aarhus er nu slukket.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter kort efter klokken 10 mandag.

Klokken 09.35 modtog politiet anmeldelsen om branden. Man formoder, at det er noget flamingo i et tag på en byggeplads, som antændte.

Vidner på stedet fortæller ifølge Århus Stiftstidende, at flammerne er over otte etager høje, og at røgen er sort.

Desuden siger vidnerne, at der skulle være sket en eksplosion på stedet.

Det har politiet dog ingen oplysninger om.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.

Selv om branden er blevet slukket, kan der ses stadig sort røg over mange steder ved Aarhus.

Politiet skriver dog på Twitter, at røgen umiddelbart stiger lige op og dermed ikke er farlig.

/ritzau/