Arkivfoto
En væltet lastbil betyder, at motorvejen fra Nørresundby til Aalborg onsdag formiddag er spærret i sydgående retning. Det oplyser Vejdirektoratet og politiet.
Lidt efter klokken 10 melder politiet, at motorvejen på grund af oprydningsindsatsen vil være lukket for trafik “i længere tid”.
Mere præcist er det strækningen mellem Humlebakken og T.H. Sauersvej, som er berørt.
Lastvognens trailer var lastet med skrot. Som følge af uheldet flyder det med små skruer og metalstumper, oplyser politiets vagtchef. Oprydningen forsinkes af, at de mange metaldele skal fejes væk.
Umiddelbart har politiet ingen viden om, hvorfor det gik galt. Ingen personer er kommet noget til ved uheldet.
/ritzau/