Arkivfoto
En 16-årig pige har fået forbrændinger i ansigtet og muligvis skader på hørelsen, efter at hun natten til fredag blev ramt af fyrværkeri på diskoteket Crazy Daisy i Haderslev.
Det oplyser Nikolaj Hølmkjær, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Der blev skudt fem fyrværkeribatterier af fra Hypners Gård ind mod Crazy Daisy. Det skete klokken 03.11, siger han.
Der er ingen anholdte – eller mistænkte – i sagen, som efterforskes af politiet, tilføjer vagtchefen.
Ifølge TV2 kan episoden på diskoteket muligvis kædes sammen med uro i Varbergparken, der ligger i den nordlige del af Haderslev.
19. december fandt politiet flere kasser fyrværkeri, som var blevet gemt i kælderen på en adresse på Varbergvej.
Fyrværkeriet var blevet stjålet fra en Garant-butik dagen forinden.
To unge mænd blev ifølge TV2 efterfølgende sigtet og varetægtsfængslet i fire uger for indbruddet.
Efter at politiet havde hentet fyrværkeriet, blev store mængder fyrværkeri affyret i Varbergparken.
Torsdag fortsatte urolighederne ifølge TV2, hvor to yngre mænd kom alvorligt til skade, da en mængde fyrværkeri blev antændt i deres bil.
/ritzau/