Arkivfoto
Københavns Politi forlænger ikke visitationszonen i København, som udløber torsdag klokken 12.
Det oplyser politiet til Ritzau.
Dermed ophæver politiet den visitationszone, som har eksisteret siden 20. juli på Nørrebro og i Nordvest.
Der har ikke været hændelser, som kan begrunde det. Derfor forlænges den ikke, lyder forklaringen fra politiinspektør Torben Svarrer.
– Vi har ikke haft banderelaterede episoder de seneste 14 dage inden for visitationszonen, og så er det helt naturligt, at vi ophæver den nu, siger han.
Visitationszonen blev oprettet på grund af sommerens og efterårets mange banderelaterede skyderier i de københavnske gader. Tre har mistet livet i bandekonflikten. Men den seneste tid har der været roligt i København.
Ifølge flere medier er der indgået en form for våbenhvile mellem de bander, der er i konflikt.
Det var i midten af november, at det tilsyneladende lykkedes en gruppe fædre at mægle mellem bandegrupperingerne Brothas og Loyal To Familia. Siden da er ingen personer blevet skudt.
– Der har ikke været voldelige overfald, og der har ikke været skyderier. Der er heller ikke fundet våben, som relaterer sig til konflikten, siger Torben Svarrer.
I løbet af tiden med visitationszonen har politiet visiteret 4025 personer, fundet 154 stikvåben, 47 slagvåben samt 43 skydevåben og eksplosiver.
En visitationszone giver politiet ret til at kropsvisitere alle i zonen, uden at der er en konkret mistanke mod dem. Det gælder også ransagning af biler.
Zonen er altid midlertidig, og den kan oprettes, hvis den kan forebygge strafbare handlinger med fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Ophævelsen af visitationszonen betyder dog ikke, at politiet ikke længere må visitere. Politiet kan fortsat visitere mistænkelige personer og køretøjer.
Politiet planlægger ligeledes at fortsætte med den øgede opmærksomhed på Nørrebro med ekstra politi på gaden. Det ændrer sig ikke med ophævelsen af visitationszonen.
Københavns Vestegns Politi har ligeledes en visitationszone, der udløber torsdag. Det er endnu usikkert, om den bliver forlænget.
Den zone omfatter blandt andet dele af Herlev, Ballerup, Rødovre og Gladsaxe Kommune.
/ritzau/