Arkivfoto
Et stunt, der skulle have vakt opsigt på videotjenesten YouTube, gik frygteligt galt i den amerikanske delstat Minnesota. En ung kvinde indrømmer, at hun dræbte sin kæreste ved en fejltagelse.
Den 20-årige Monalisa Perez har ifølge mediet BBC forklaret til politiet, at hun foran et kamera affyrede en pistol fra kort afstand mod en bog, som den 22-årige Pedro Ruiz III holdt op foran sig.
Hun siger, at parret troede, at skuddet ville blive afbødet og opfanget af bogen. De ventede, at videoklippet ville gå viralt.
Ruiz blev dræbt af skuddet, som ramte ham i brystet. Det skete den 26. juni i år.
Perez har erklæret sig skyldig i uagtsomt manddrab, og hun skal seks måneder i fængsel efterfulgt af prøveløsladelse med en prøvetid på 10 år.
Parret havde lagt en del videoer ud med forskellige stunts i et forsøg på at blive berømte på internettet, hed det i retten.
I tidligere stunts var Ruiz faldet ned fra et træ og var hoppet i en swimmingpool fra en tagryg. Eller Perez havde givet ham et stykke kage fyldt med babypudder.
I et tweet, som blev sendt få timer før det fatale skud, havde Perez tweetet til parrets følgere, at hun og Ruiz var ved at gøre klar til en af deres hidtil farligste videoer.
Perez har senere fortalt politiet, at Ruiz havde fået hende med ved at vise hende bøger, som kuglen ikke kunne gå igennem, skriver BBC.
Parrets treårige søn og op mod 30 andre tilskuere overværede scenen med skuddet. Perez ringede øjeblikkeligt til alarmcentralen, men hendes kæreste blev erklæret død på stedet. Hun var på det tidspunkt gravid med deres andet barn.
/ritzau/