Tre personbiler ramt af løbske lastvognshjul


Arkivfoto


GADSTRUP: Onsdag eftermiddag kl. 15.03 skete et bizart færdselsuheld på Køgevej, hvor en lastbil kørte i nordgående retning, da midterste hjulpar pludselig faldt af. Tre modgående biler blev ramt af de løbske lastvognhjul.

Det ene dæk fortsatte over i modsatte vejbane og ramte en personbil, der var på vej mod syd. Det andet hjul fortsatte også over i modsatte vejbane og ramte en anden personbil. Hjulet fortsatte sin løbske tur og ramte en tredje personbil.

Ingen af de ramte personer, en 52-årig kvinde fra Køge, en 43-årig mand fra Tureby og en 48-årig mand fra Solrød Strand, kom til skade ved uheldet selvom deres biler fik skader ved den besynderlige kollision.

Lastvognens chauffør, en 58-årig mand fra Roskilde, fik stoppet lastbilen og slap selv fysisk uskadt fra uheldet.

Der er ikke umiddelbar nogen god forklaring på, hvorfor hjulene røg af. Der er ikke skiftet hjul på lastbilen for nylig. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge lastbilen nærmere.