Arkivfoto
GRIBSKOV: Natten til lørdag var en 15-årig dreng i en bil årsag til en længere biljagt som strakte sig over adskillige kilometer og som endte dramatisk ved brug af sømmåtter – og et sæt tænder fra en politihund.
Ifølge Nordsjællands Politi endte det i en 25 minutter lang biljagt, da en hundepatrulje fik øje på en rød Hyundai Matrix, kl. 02.23 på Kystvejen i Gilleleje, og forsøgte at stoppe denne i en rutinemæssig kontrol.
Føreren af bilen ønskede med al tydelighed ikke at stoppe, men trådte derimod speederen i bund på bilen og satte gang i en eftersættelse som førte fra Gilleleje langs kysten ud til Rågeleje, Vejby, Tisvildeleje, Tibirke og herfra helt til Hundested.
Under eftersættelsen ragede bilens fører sig en stribe af sigtelser til sig for overtrædelse af færdselsloven, såsom overtrådt ubetinget vigepligt, spærrelinier, adskillige hastighedsoverskridelser osv.
‘Stop Sticks’ satte en stopper for turen
Flere patruljevogne stødte til, en patrulje fik placeret sig foran den flygtende bil og nåede at smide sine ‘StopSticks’ (også kendt som sømmåtter) ud på vejbanen hvorefter flugtbilen ramte med alle fire dæk som herefter hurtigt mistede pusten.
Triods den manglende luft i hjulene forsøgte føreren fortsat at køre, men endte med at miste kontrollen over bilen som endte i grøften. Her forsøgte føreren at flygte fra bilen, men det blev en kort og smertefuld løbetur idet en politihund blev sendt efter ham og fik sat en effektiv stopper for den videre flugt.
Først her opdagede betjentene at de to personer i bilen var en 15-årig dreng fra Græsted og en 14-årig dreng fra Roskilde, den 15-årige havde været fører af bilen og kom en tur forbi skadestuen efter hans møde med tænderne fra politihunden. Det var dog ikke noget alvorligt bid, men beskrives af Nordsjællands Politi blot som en lille markering.
De to drenge havde en airsoft pistol liggende i bilen, men der var tale om en model som man på ingen måde kunne antage var en ægte pistol og politiets vurdering var at drengene ‘bare’ var ude og køre tur.
Mødrene afhentede drengene
Nordsjællands Politi kontaktede efterfølgende drengenes mødre som måtte hente drengene på politistationen, den 15-årige er over den kriminelle lavalder og er derfor blevet sigte for kørsel uden førerret og lang stribe af færdselsforseelser. Den 14-årige er ikke sigtet, da han blot var passager i bilen.
Hvorfra den røde bil så stammede, det var lørdag eftermiddag fortsat uopklaret.