En måneds våbenhvile i bandekonflikt: Det har været rart


Arkivfoto


Siden de to bandegrupperinger Brothas og Loyal to Familia for en måned tilsyneladende aftale en våbenhvile, har der været forholdsvist roligt på Nørrebro i København.

12. november kunne flere medier berette, at banderne Brothas og Loyal to Familia havde indgået en våbenhvile på en måned.

Siden har der tilsyneladende ikke været nogle bandeskyderier i København. For Terje Bech, der bor på Nørrebro, har det været en god måned.

– Det har været rart for os alle sammen. Man har fået skuldrene ned. I denne her tid bliver det mørkt tidligere og tidligere, og i forhold til børnefamilierne har det været en befrielse, at der ikke har været den samme nervøsitet, siger han.

Nørrebro-beboeren er også talsmand for initiativet “Vi tager gaderne tilbage”, som har været på gaden for at demonstrere efter skyderierne. Han håber, at freden i gaderne fortsætter:

– Vi tænker bare på nu, hvordan banderne har brugt denne måned – har de brugt den på et samle kræfter eller tænkt på at skabe en mere varig fredelig løsning? Vi håber selvfølgelig på det sidste.

Det seneste skyderi på Nørrebro var i Mjølnerparken om eftermiddagen 9. november, hvor en 22-årig mand blev dræbt. Efterfølgende er flere blevet anholdt i forbindelse med drabet.

I perioden 31. oktober til 9. november blev i alt tre mænd dræbt i bandekonflikten.

Kort efter – 12. november – blev våbenhvilen indgået. Det forlyder, at det er en gruppe fædre, som stod for at lande aftalen mellem de to bander.

Ifølge Poul Kellberg, direktør for exitprogrammet Comeback, har det haft stor betydning for freden, at lokalsamfundet har lagt pres på banderne.

– Jeg tror, at de her drenge har stor respekt for de områder, de bor i. Der er ikke nogen, der synes, at det er sjovt, når folk de skyder efter hinanden, og mennesker bliver slået ihjel, siger han.

Sociolog og foredragsholder Aydin Soei mener dog, at man skal passe på med være naiv i forhold til bandemedlemmernes intentioner med våbenhvilen. Han har fulgt bandekonflikten i mange år.

– Når bander laver en fredsaftale, handler det ikke om, at de ændrer moral hen over natten. Det handler om, at man gerne vil sikre sine kriminelle markeder. Skyderier er dårlige for det kriminelle marked, siger han.

Sociologen er ikke særlig positiv for fremtiden:

– Bandekonflikten er blevet en permanent tilstand. Den har stået på i mange år efterhånden, og der er flere våben i omløb end nogensinde før.

/ritzau/