Viagra-producent udsender billigere pille ved patentudløb


Arkivfoto


Efter knap 20 år med monopol på Viagra-pillen får selskabet bag produktet, Pfizer, fra på mandag hård konkurrence på markedet for potensmidler.

Det sker, når selskabets patent udløber, og andre selskaber dermed kan komme ind på markedet. Flere selskaber har allerede varslet en ny, væsentligt billigere pille, og det har fået Pfizer til at reagere.

Mandag udkommer nemlig en ny pille fra selskabet.

LÆS OGSÅ: Stådreng ude af kontrol – mand slugte 35 viagra-piller

Den er – i modsætning til den oprindelige blå Viagra-pille – hvid, og den kommer til at koste cirka halvdelen af den originale pille.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er prisen på den oprindelige pille cirka 65 dollar per styk, hvilket svarer til godt 400 kroner.

Medicinalselskabet Teva Pharmaceuticals har allerede meldt sin ankomst på markedet med et billigt alternativ til Viagra-pillen. Og flere selskaber ventes at følge trop til sommer.

Det er ikke usædvanligt, at medicinalselskaber overlader handlen af et medikament til andre firmaer, når patentet udløber.

Men Pfizer har altså ikke planer om at træde ud af markedet.

– Vi mener ikke, at Viagras historie er færdig. Det her bliver bare et nyt kapitel, lyder det fra Jim Sage, der er præsident for den amerikanske afdeling for Pfizer Essential Health.

Ifølge den amerikanske urolog Matthias Hofer vil Pfizers billige pille formentlig blive et hit blandt Viagra-brugerne.

– De (forbrugerne, red.) vil være ekstatiske hvis de kan spare nogle penge og stadig få mærkevareproduktet fra Pfizer, siger Matthias Hofer fra Northwestern Memorial Hospital i Chicago.

Viagra blev lanceret i 1998 som en hjælp til mænd, der lider af impotens.

Siden da har midlerne Cialis og Levitra også set dagens lys, og de får også snart konkurrence fra øvrige konkurrenter. Det sker i efteråret 2018.

/ritzau/