31-årig anholdt: Eftersøgt havde narko i bilen


Arkivfoto


VORDINGBORG: Onsdag eftermiddag kl. 13.30 standsede politiet en bil på Næstvedvej til et rutinetjek. Føreren var en 31-årig mand fra København, og det viste sig, at han var eftersøgt af Københavns Politi til afsoning.

Desuden gav en narkometertest udslag for cannabis og amfetamin, og da politibetjentene undersøgte hans bil, fandt de 53 gram hash og 69 gram amfetamin.

Der var en 34-årig kvinde fra Vordingborg med i bilen, og hun havde en pose med 1,96 gram hvid stof. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og den 31-årige fører af bilen blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Efter at der var taget en blodprøve af den 31-årige, blev han overført til Københavns Politi.