Hus kollapset i brand: Lig fundet i brandtomten.


HORNBÆK: En ældre kvinde mistede onsdag morgen livet ved en voldsom brand i en villa på Solhøj. Branden var så voldsom, at husets førstesal kollapsede og styrtede ned i stueplan.

Onsdag morgen kl. 08.40 blev der slået alarm til 1-1-2 om en voldsom brand i en villa på Solhøj, branden havde stået på i nogen tid idet huset var fuldstændig overtændt.

En stor styrke af brandfolk bekæmpede flammerne, og under slukningsarbejdet styrtede husets 1.sal sammen og faldt ned i stueplan – huset udbrændte således totalt.

Politiet holdt kortene tæt på kroppen, men slukningsarbejdet stod på langt ud på eftermiddagen og indikerede at man ledte efter noget eller nogen.

Først på eftermiddagen blev liget af en ældre kvinde fundet i brandtomten. Nordsjællands Politi kunne onsdag ikke oplyse noget nærmere om kvindens identitet.

De tekniske undersøgelser skal nu fastslå brandårsagen.